Vi skriver her på site om vores oplevelser på bjergene. Vi uploader direkte fra Nepal via sattelitforbindelse. Denne side åbnes direkte via adr.:
nyheder.paatoppen.com
Det trækker ud med at revidere hjemmeside. Det skal nok ske på et tidspunkt, men jeg skal have hjælp til det, og det bliver først i det nye år.
Jeg har startet en ny blog: http://helle86x.wordpress.com/
Nu har hjemmesiden ligget fuldstændigt stille i halvandet år. Det har jeg til gengæld ikke, og en af vinterens sysler bliver at ommøblere hjemmesiden. Den skal ikke længere kun handle om Shishapangma-ekspeditionen, som blev til en Nepal-ekspedition. Fremover vil hjemmesiden handle om alle de andre ture og eventyr, som jeg har været og vil tage afsted på.
Jeg vil genoptage bloggen og forsøge at holde siden meget mere levende og fremadrettet. Nepal ekspeditionen er ikke det sidste, jeg har lavet, og jeg håber at kunne fortælle om mange nye eventyr i fremtiden.
Mange hilsner
Helle
Interview i Information 21-6
http://www.information.dk/161057
Her er linket til den sidste Vita-udsendelse fra P1, som blev sendt 3/6
http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2008/05/26132901.htm
Helle
For allerede mere end en uge siden landede vi i Kastrup. Det var en anden verden, end den vi havde været del af de sidste syv uger. Langt fra vores tur i cykelrickshaw fra hotellet i Kathmandu til lufthavnen.
Vi fløj over Delhi og kørte sur i tidsforskellene. Lufthavnen i Delhi er en oplevelse i særklasse. Udenrigsterminalen er under ombygning og har vist været det i årevis. Intet ser ud til at fungere, alt emmer af indisk kaos. Vi bliver mødt af en funktionær, der skriver vores navne og bagagenumre op på et stykke papir, følger os til transitområdet og forklarer, at nogen vil komme og finde os med vores boardingkort om nogle timer. Derefter forlader han os. Og det sker. Der kommer virkelig et menneske, som ovenikøbet har vores bagage på en vogn. Videre til Helsinki, hvor verden antager helt andre velorganiserede dimensioner, og derfra hjem. Sidste etape forekom urimeligt lang. Vi var utålmodige, flyet var forsinket, og vi ville se vores familier. Det kunne kun gå for langsomt, og det gjorde det. Men de var der, mine unger, min mor og Oles kone. Der var uhæmmet gensynsglæde. Bagefter lavede mine børn en brunch, der fuldstændig overgik mine vilde drømme, derude i bjergene. Med champagne, rugbrød, ost, frugt og det hele, så jeg havde bobler både indvendig og i glasset.
Vi har været på tv, i radioen og i aviser, og der er faldet lidt ro over det hele. Jeg mellemlandede nogle dage i København hos mine børn, og nu er jeg hjemme i Skåde igen. Hjemme i bøgeskoven og ved udsigten til den lille sø udenfor mine vinduer. Jeg har holdt denne uge fri og lander langsomt på fødderne efter et fantastisk eventyr.
Hvordan er det så at komme hjem til vores lille land? Ja først måtte jeg sande, at jeg har været så langt væk, at pinkoden til mit Visakort var forsvundet op i de højere luftlag. Jeg var blank, da jeg stod foran hæveautomaten. Mit kort blev spærret, min købeevne stækket, og jeg har sikkert sparet en masse penge. Som jeg alligevel ikke har efter et par måneder uden løn.
Avisoverskrifterne ligner dem, der var, da vi rejste for næsten to måneder siden. Lars Løkke bliver stadig ristet. Dansk Folkeparti har pustet liv i tørklædedebatten, som de jo gør med forudsigeligt jævne mellemrum. Jeg har aldrig forstået den tørklædedebat. Det er kvindeundertrykkende, siger de, og det er det sikkert for nogen. Men jeg har mødt temmelig mange kvinder, der bruger tørklæde, fordi de synes det er pænt, eller fordi de føler sig nøgne uden. Da jeg var helt ung, brugte vi også tørklæder – af den indiske slags, fordi vi syntes det var smart og signalerede noget om vores identitet. Min mormor brugte altid tørklæde eller hat, når hun gik ud. For et år siden brugte jeg tørklæde, fordi jeg ikke havde noget hår. Og jeg bruger ofte tørklæde, når jeg vandrer i bjerge for at beskytte min hårbund mod solen. Hvem er det, der skal afgøre hvilke tørklæder, der kan være tilladte? Må muslimske kvinder i kemoterapi bruge tørklæde? Eller?
Ja, alt er ved det gamle. Men jeg er dumpet lige lukt ned i dansk sommer. Solen brager ned og alt er grønt omkring mig. Sidst jeg løb en tur i skoven var den brun, og anemonerne var lige begyndt at kigge forsigtigt frem i skovbunden. Nu pibler solen ned mellem grønt løv og der dufter af muld.
Der er sygeplejestrejke, og jeg ved ikke helt, om også mit job er omfattet af strejken. Jeg er også tidligere kræftpatient, som snart skal til kontrol på sygehuset. Ikke at kontrollen fylder i mit sind. Jeg har ofte lyst til at droppe kontrollerne, fordi jeg føler mig fastholdt i en rolle eller en identitet som ”kræftpatient” eller ”kræftoverlever”. Og nu er jeg jo egentlig bare mig – med en alvorlig sygdom og en værre behandling i bagagen. Hmmm, jeg fortsætter nok lidt endnu, men kontrollerne forsikrer mig ikke. Den sygdom, jeg havde udvikler sig så hurtigt, så skulle den komme igen, kunne det ligeså godt falde mellem to kontroller. Og jeg skal nok mærke det.
Anyway, jeg er tilbage i god behold og fuld af mod på mit liv. Hvad har de sidste par måneder så betydet? Jeg har slidt et par støvler fuldstændig op, lynlåsen i min rygsæk er færdig, jeg har brugt en hel tube tandpasta og 1½ tube solcreme. Mit hår er vokset viltert ud til alle sider. Jeg er kommet på toppen – bogstaveligt talt og i overført betydning. Jeg fik mit come-back og de magiske øjeblikke i bjergene lever i mig. Overraskende mange mennesker har fulgt vores eventyr på vores hjemmeside eller de andre steder, hvor bloggen har været offentliggjort. En del har henvendt sig til mig og følt sig inspirerede til at gøre noget for at få forskellige drømme gjort levende. Og det gør mig rigtig glad. Også en del fra behandlersystemet har følt sig inspireret til at tænke nye tanker om behandling og rehabilitering, og det gør mig endnu mere glad. Nu skal jeg videre med at samle alle mine tråde. Vi skal have etableret projekt Krop og Kræft på Århus Sygehus, så det kan starte i det nye år, og jeg er ved at forberede starten på en Århus-afdeling af Proof of Life (www.proofoflife.dk). Jeg skal have samlet og sorteret i mine tusinde billeder og forberedt foredrag, så de, der har lyst, kan få ”syn for sagn” og høre eventyrlige historier fra bjergene. Og så skal jeg løbe, ro og cykle i den pragtfulde natur, jeg bor midt i. Min dagligdag begynder i morgen tidlig, når jeg cykler afsted til arbejde, og jeg glæder mig til at se mine kolleger igen og tage fat, hvor jeg slap i starten af april. I dag planter jeg krydderurter og nelliker i potter på altanen og griller i aftensolen.
Mange hilsner
Helle
Eftertanker
Stakkels, stakkels Nepal. I dag er her helt stille i byen, fordi maoisterne har lammet den med strejke. Landet synes uundgåeligt på vej i en ny krise. Det er ikke en folkelig strejke, men en strejke under trusler. Vores taxa chauffør i går fortalte, at ingen tør køre, fordi maoisterne skyder mod køretøjerne.
Der er ikke etableret en regering efter valget. Det siddende regeringsparti vil forsøge at lave regering udenom maoisterne, og maoisterne vil lave radikalt om på magtstrukturer og konstitution. Det er en gordisk knude, som for få dage siden resulterede i drabet på en forretningsmand i Chitwan. En kontrarevolutionær handling, i følge maoisterne. For et par dage siden var der moddemonstration ved mandens hus i Kathmandu, og i dag har maoisterne lammet byen. Ingen busser, taxaer eller privatbiler kører, men vi har organiseret en transport til lufthavnen nogle timer tidligere end planlagt. Forretningerne, selv her i Thamel er lukkede, og byens sædvanlige larm og summen er helt forstummet. Hvor jeg dog under det lille land lidt fred og stabilitet. Folk, jeg taler med, har mistet troen på politikerne fra begge lejre. De tror ikke længere på demokratiet og er usikre på fremtiden. Men vær ikke bekymrede, vi skal nok komme sikkert ud til lufthavnen.
Vores store eventyr er næsten slut,.Jeg har siddet på taget af vores hotel og lyttet tl Heather Nova, Ben Harper, Jack Johnson og Manu Chau på min lille iPod og tænkt mig hjem til mine unger i Danmark.
Hvorfor var det godt at tage på eventyr ovenpå et år med kemoterapi og rekonvalesering? Det er ikke et spørgsmål, jeg kan besvare hverken på et par minutter eller på få linier. Og det er bestemt ikke sikkert, at det vil være godt for alle.
Kræft har fyldt meget lidt på vores tur. Faktisk slet ikke. Jeg har ikke tænkt meget på det eller talt meget om det. Først da hele vores store ekspediton var ved vejs ende, fortalte vi vores crew om baggrunden for vores rejse. Folk på vores vej har spurgt til vores Roche logo på tøjet, og vi har fortalt om sammenhængen, men ofte gik der dage uden at møde andre vesterlændinge. Og endnu flere dage mellem vesterlændinge, der kendte til Roche.”Wow - some come-back”, sagde en engelsk fyr, - lettere imponeret. Og det er nok en af essenserne af, hvad det drejer sig om. Ikke at imponere, men at komme igen. Jeg ved jo ikke, om jeg får kræft igen. Jeg ved helt sikkert, at mit liv får ende, og jeg på et tidspunkt dør af et eller andet, - ligesom alle andre. Men dette kan ikke tages fra mig.
For mig var det vigtigt at vende tilbage til noget af det, jeg gjorde før. Min sygdomsproces var hård og intensiv. Den var opslidende og rev mig på alle måder ud af både mit hverdagsliv og mit eventyrliv. Mens det stod på, kunne jeg kun koncentrere mig om at være syg og kæmpe mig igennem de mange intensive kemobehandlinger. Det var egentlig ikke så svært, bare hårdt og krævende. Det svære var at blive rask. Det svære for mig var også at være underlagt kræfter og systemer, som jeg var uden indflydelse på.
Forandrede kræften mig? Jeg tror det egentlig ikke, men den bragte nogle erkendelser voldsomt frem og rystede mit liv. Den gjorde mig på én gang lille, svag og udsat, og indædt kæmpende og stærk. Jeg tror, det at leve så koncentreret, som kemobehandlingen krævede, bragte en slags ufrivillig pause ind i mit liv, som det var svært at lande på fødderne efter. Månederne ændrede mit liv fysisk, socialt og mentalt, og det skal nok opleves for at begribes. Jeg var ikke ensom, men jeg var alene. Jeg manglede ikke noget, men jeg var afskåret var selv at få fat i det. Jeg forsvandt ud af mit arbejdsliv og dets definering af mig. Pludselig var jeg bare mig, helt nøgen, uden hår med arret krop, stækket og begrænset. Alligevel oplevede jeg en ny verden lukke sig op, men den var min alene og svær at dele.
Min vej tilbage til at udfylde min plads som nyttig samfundsborger var langt, langt sværere. Jeg var alligevel anderledes. Jeg så anderledes ud end før, og jeg var ikke sikker på mine ydeevner. Jeg blev mere og mere desperat over at blive defineret med min kræftsygdom. Folk blev, naturligvis, chokerede, men jeg kunne ikke blive ved at udholde deres chok. Ja, ja, sagde jeg, men nu er det jo overstået. Men samtalen kunne ofte ikke komme videre. Det var en lettelse at begynde arbejde igen. Her havde man kontante forventninger til mig, og alle vidste, at jeg havde været syg. Her kunne jeg langsomt stable min identitet på benene igen.
Kunne det have været anderledes? Jeg tror det næppe. Det er svært at få kræft, og det er svært på mange forskellige måder. Og det er sikkert forskelligt for forskellige mennesker. , hvad der er vanskeligt at håndtere.
Mens jeg var i kemoterapi tænkte jeg ofte på bjergbestigning. Jeg tænkte på de kræfter, der fik mig videre til toppen af et bjerg, eller på de styrker, der drev mig gennem et marathonløb. Jeg tænkte på de gange, jeg var vendt om eller udgået af løb. Det var ikek en mulighed nu. Lance Armstrong var en inspiration gennem behandlingsforløbet, og at bladre lidt i hans bog kunne give mig en hånd til at holde fast.. Hold fast, bliv ved, giv ikke slip, blev mine mantraer. Jeg var en smule forundret og fortumlet, da jeg endelig kunne slippe og flyve til København og mine unger. Jeg gjorde det. Jeg kom igennem. Og jeg blev nysgerrig på, om de styrker og kræfter, der bragte mig gennem kemobehandlingen kunne findes igen. Derfor var det én af grundene til at udforske bjergbestigningen og tage på eventyr i Himalaya. Det blev ikke i 8000 meter, som vi havde planlagt, men i stedet 18.000 meter – og lidt til. Fire store bjerge og intensiv trekking gennem områder af Nepal, hvor jeg ikke havde været før. Vi har været på farten næsten dagligt i de sidste syv uger. Og jeg fandt styrkerne igen. På hvert eneste bjerg. Og det er dybt meningsfuldt for mig at kunne bruge mine erfaringer fra en del af mit liv – til noget helt andet.
En anden vigtig grund til bjergbestigning efter mit kemoterapiforløb er skønheden og naturen. Der er ikke meget smukt ved kemoterapi, en skaldet isse, gentagne mundinfektioner, hudforandringer og store blå mærker. Mens behandlingen stod på, og jeg var isoleret, fordi jeg konstant var i infektionsfare, blev min redning skovene, havet og søerne omkring Århus. Hver eneste dag snørede jeg mine vandrestøvler og vandrede afsted i flere timer. Eller jeg tog min mountainbike på tur i Marselisskoven. Jeg oplevede min nære natur, som jeg aldrig ville have oplevet den, og kunne for nogle timer næsten kende mig selv igen. Jeg ved ikke, om jeg ”har fundet mig selv” her på vores strejfture i Himalaya. Jeg tror ikke, jeg har været væk. Men jeg har haft det forrygende godt. Jeg troede, jeg havde mistet mit mod, min fanden-i-voldskhed, min umiddelbarhed, men det kom tilbage til mig undervejs. Jeg er tæske-forelsket i livet og hat jublet over det hver eneste dag. At kræft har fyldt så lidt på vores rejse kunne i sig selv være et mål, en vigtig del af min proces efter sygdommen. Nu rejser jeg hjem og glæder mig til at genoptage hverdagen. Eventyret har ikke været en flugt. Jeg har den bedste familie, de bedste venner, mit arbejde gør mig glad hver dag, og jeg bor et sted, som ikke kan forestilles bedre.Alt det glæder jeg mig ubændigt til at komme hjem til. Jeg ser frem til almindelige hverdagsbekymringer, glæder og småsorger. Min gamle chef sagde altid til mig, at jeg kom hjem med lys i øjnene efter et eventyr. Denne gang lyser de helt sikkert, stærkt og længe.
Det her er lidt tanker på falderebet af et fantastisk eventyr. Et eventyr, som skule have været ét, men blev noget helt andet. Jeg er utrolig ked af, at vi ikke fik lov til at rejse ind i Tibet og bestige det bjerg, vi havde drømt om. Vi kunne have gjort det, hvis vind og vejr havde været med os. Vi har været et utrolig godt makkerpar. Vi tog afsted for at bestige Shishapangma uden hjælp på bjerget. I stedet drog vi ud på en stor ekspedition, hvor vi trekkede over lange afstande for at nå de bjerge, vi bestemte os for. Vi kunne ikke have lavet det store trek uden hjælp af portere, kok og guide; afstandene var for store og udstyret for omfattende. Men i bjergene var vi stadig uden support. Vi måtte selv finde vores ruter, sikre hinanden og tage ansvaret. Vi måtte, især på Lobuche, huske på, hvor vi var, og hvor langt der ville være til hjælp og assistance, hvis noget gik galt. På vores vej mødte vi ikke andre, der besteg bjerge på vores måde, men enkelte grupper og enkeltpersoner med højdesherpaer, som tager ansvaret for deres klienter.
At bestige fire bjerge, eller rettere – at lave fire forskellige topforsøg på kort tid kræver ”sin mand”. Et topforsøg starter principielt, når man flytter sig til den øverste lejr. Lejren etableres, vi spiser og sover nogle få timer, før vi står op, mens det endnu er nat. Vi starter om natten af flere grunde. Det bliver koldere, når mørket falder på, og isen på bjerget giver os dermed de bedste betingelser for at bevæge os på den; vi er hurtigere nede fra topforsøget og har flere timer til at nå ned i lavere højde; endelig får vi de fantastiske solopgange over bjergtinderne. De solopgange er ofte alle anstrengelserne værd og kan ikke opleves andre steder. Efter topforsøget, hvad enten det er succesfuldt eller ej, begiver vi os hurtigt ned til lejren igen. Her spiser vi lidt, pakker lejren sammen og fortsætter langt ned og videre mod næste mål. Ved næsten alle vores topforsøg var vi i aktivitet 12-15 timer, før vi endelig kunne sætte os og hvile. Fysisk har vi presset os selv hårdt og stresset kroppen med nye topforsøg, men samtidig har det været sjovt, smukt, fantastisk. Vi har grinet og snakket, og vi har gået lange stræk hver for sig. Vi har diskuteret, løst problemer, været stille og haft det meget, meget sjovt.
Jeg er sikker på, dette eventyr har været mere end godt, og jeg håber det kan være med til at inspirere andre til at gøre noget, de drømmer om. Det kan være alt andet end bjergbestigning, det er bare min drøm. Eller en af dem. Drømme er vigtige, men vigtigere er at leve nogen af dem.
Der kommer helt sikkert flere eftertanker fra både Ole og mig, når vi igen har fødderne plantet i den danske muld. Der er så mange indtryk, som skal have tid til at lejre sig. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle dem, der har støttet os. Først og fremmest Roche, der som hovedsponsor har gjort hele rejsen mulig. En stor tak vil jeg rette særligt til Morten Wiberg, Informationschef hos Roche, som har støttet, bakket op, lavet mirakler på alle tænkelige måder. Friluftsland vil vi gerne takke stort for støtte i form af hjælp til udstyr. Marmot skal have stor tak for, blandt andre ting, vores højt elskede soveposer og dunjakker – uden dem var turen blevet en anden, og vi er en smule spændte på, om vi kan sove uden dem fremover. Kræftens Bekæmpelse og Dansk Sygeplejeråd skal have stor tak for økonomisk støtte, som gjorde projektet muligt..Thrane og Thrane takker vi for at stille satellitterminal til rådighed, så vi har kunnet sende nyheder hjem fra vildmarken. Selv når computeren måtte opgive vejrliget, kunne vi ringe fra terminalen. Lars Gundersen og Kiplingtravel skal have stor tak for uvurderlig hjælp og støtte til drømme, planlægning og logistik. For hjælp, opmuntring og støtte til vores cykeltræning inden rejsen vil vi gerne takke Mikkel fra Bikes4sale i Århus, og endelig vil jeg gerne give en stor tak til jer på Krop og Kræft på Rigshospitalet og til Proof of Life for inspiration, opmuntring og støtte gennem mit forløb. Vores familier skal have en særlig tak. Tak, fordi I har holdt ud og holdt ved. Tak for jeres støtte, selvom vi ved, hvordan I alle har det med, at vi rejste ud for at betige høje bjerge. Og tak til alle vennerne, fordi I alligevel gad træne med os og høre om vores planer igen og igen og igen.
Nu glæder vi os til at komme hjem og yde noget for al den støtte, vi har modtaget. Vi ses i morgen i København.
Mange hilsner
Helle
